Jeg fortsatte min kamp, med smerter der blev større og større, mere og mere insisterende. Forsøgte skiftevis at løbe MED musik, og UDEN musik. Mødte Jens et par gange, og han havde travlt men var ved godt mod. Det gik nogenlunde som planlagt for ham, med at nå 50 km som var hans helt store mål. Lidt senere mødte jeg ham igen, og der havde han lidt erkendt han nok ikke ville nå det. Men var afklaret. Jeg kan huske jeg tænkte; ja ja, nu skal stædige-jens lige vågne, så skal han sgu nok hive de 50 km i land! Og ganske rigtigt… en halv time før løbet sluttede, mødte jeg ham i hastigt tempo, og han nåede lige at fortælle at han kun manglede 3 km, så han mente han kunne nå det! Der blev jeg sgu glad. Og det vidste jeg da han kunne.

For mit vedkommende… ja der sneglede omgange sig afsted. Nogen måtte altså ha pillet ved de omgange, de blev da længere og længere?? Den lille bakke der, blev den ikke også stejlere og stejlere??